Utroværdig webhosting

Siden midten af 90’erne har jeg haft adgang til internettet og dets mange muligheder. Der er blevet bygget mange hjemmesider, private såvel som kommercielle projekter.

I kommercielle henseender har man næsten altid en fast samarbejdspartner mht. webhosting og er sikret en god service til fornuftige penge – her er man sikret et kvalitetsprodukt som følge af et samarbejde.
Men, hvis man har sin egen hjemmeside som privat person, så er det en helt anden sag.

De store udbydere er mest synlige og derfor det oplagte valg, men er det oplagte også det bedste?

Jeg har personlig erfaring med de største udbydere herhjemme og de er alle sammen mere eller mindre fyldt med løgn og latin.
Der er så mange ting der står med småt og endnu flere administrative finurligheder. Man skal sætte sig ordentlig ind i sagerne før end man vælger en af de store udbydere, men ikke engang det sikrer dig det produkt du tror du har købt.

En udbyder har en opsigelses frist der minder om bondefangeri og hvis der går noget galt i kommunikationen med dem, så er det din fejl og du hænger på en ekstra regning.

Der er andre der tilbyder ”gratis” trafik (den mængde af data der overføres via din hjemmeside) så lang tid det ikke er for meget eller kommer fra udlandet.

Nogle siger at du ikke må have mp3 eller andre medie filer på din hjemmeside til trods for de er lovlige.

Yderligere har jeg oplevet at en udbyder kom til at slette hele min hjemmeside (inkl. database) – det var så 6 måneders spildt arbejde der gik tabt.

Som privatperson har du praktisk talt ingen rettigheder hos de store udbydere, som alle sørger for at have deres på det rene hvis de skulle lave en fejl.

Jeg gentager gerne mig selv og siger: ”Hold jer fra de store udbydere af webhosting hvis i vil have et kvalitetsprodukt”.

Hvad har jeg gjort for at sikre mine hjemmesider og deres overlevelse?
Brug gerne Google, men undgå de fleste på side 1.
Betal de ekstra kroner om måneden for kvalitet.
Spørg ”online” venner som du ved har en eller flere hjemmesider hvad de foretrækker.
Find frem til en i lokal området der tilbyder webhosting – få personlig service.
Når du finder den rette udbyder, så sørg for at stille spørgsmål til ting du ikke forstår.

Alternativt kan du bruge dyre løsninger fra firmaer der normalt kun henvender sig til erhvervslivet.

Popularity: 66% [?]

De glemte børn

I dagens Danmark har vi det alle godt. Til trods for den igangværende finanskrise.
Ingen blodig guerilla der i tide og utide gør livet usikkert, bomber der springer hører nytårsaften til og demokratiet lever i bedste velgående(eller gør det?) – kunne vi ønske os mere?Men til trods for den pæne villa, de dyre biler og et velanset velfærdssystem, så ”hænger” vi stadig på de glemte børn.

De glemte børn er en broget flok af mennesker der ikke kan eller vil indordne sig i samfundet, leve efter dets skrevne eller uskrevne regler for den sags skyld.
De findes overalt, det kunne være din nabo eller måske en du har kær, det behøver ikke være synligt i form af hjemløse, junkier og alkoholikere. Det er dem de andre ikke vil lege med.De glemte børn er også dem der gemmer deres følelser af vejen for at virke normal, dem der fornægter hvem de er og dem der med tiden mister overblikket over deres liv.
Ofte ender de på gaden, på kant med loven eller foretager drastiske handlinger der gør andre mennesker og ikke mindst sig selv ondt.

Nederst i hierarkiet bliver de udsat for at skulle foretage handlinger, træffe de rigtige beslutninger og stå til ansvar for dette. Men, hvis man har ramt bunden kan man så overskue ovenstående eller forstå det?
Hvis man ikke har styr på sit liv og alt ramler sammen, så kan man søge hjælp hos det offentlige, men det kræver man kan læse, skaffe de nødvendige papirer og formulere sig korrekt.
Den fornødne hjælp og støtte er vigtig, det ved vi alle, men hvorfor kan vi ikke hjælpe disse ”fortabte sjæle”?

Vi ”almindelige” mennesker kunne starte med at vise lidt respekt og have pli nok til at acceptere der er ting vi ikke forstår eller ikke ønsker at forstå. Vi er blot mennesker – men stadig forskellige.

De glemte børn udvikler ofte deres egen teser om livet og vi kalder efterfølgende dem de utilpassede.
Deres problemer er uoverskuelige og deres bekymringer er udefinerbare, de kan ikke sættes i bås og løsningen er ikke altid lige til. Der skal defineres et problem før der kan findes en løsning.

Er det ikke bare folk med psykiske problemer eller en depression som politikerne har overset.
Hvorfor skal vi som mennesker blande os i andres liv, systemet burde jo netop være bygget for at aflaste disse ”problemer”.
Det kræver blot et lille smil, en enkelt 2 krone eller bare accept af at de ikke er som dig.

Hvor bliver de af? Hvem husker dem?

Uanset hvor dårligt du har det, så er der altid nogen der har det værre. Ikke at det er positivt i sig selv, men det kan måske løsne lidt op for det hele og give lidt mere overskud i hverdagen? Så du kan hjælpe andre.

Filosofiske floskler til folket…

Popularity: 73% [?]

I et fængsel

Min færden bringer mig vidt omkring og en gang imellem støder man på dårlige oplevelser.
Skæbnen (hvis man tror på den) ville at en god ven skulle forbi Vestre fængsel, ikke af egen fri vilje, men fordi han har forbrudt sig mod loven.

Som ”wannabe” Københavner finder jeg lidt sent ud af at Vestre fængsel ligger på det ydre Vesterbro lige på grænsen til Sydhavnen. Jeg er spændt på hvad der skal ske og hvordan det hele kommer til at foregå. Samtalen bliver overvåget, da sagen endnu ikke er afsluttet, dette skulle vise sig at være en af de mere ubehagelige oplevelser.

Efter lidt hjælp fra en ældre borger finder jeg vej til Vestre fængsel og fra porten får jeg tumlet mig videre i systemet og ender til sidst det rigtige sted – en halv time for tidligt.

Med mine ”social engineering” skills får jeg dem overbevist om at jeg sagtens kan besøge ham nu, hvis han har tid og lyst? Det var ok og jeg snuppede ekstra chokolade med fra modtagelsen.
Inde i visitationsrummet lægger jeg alle ejendele i min jakke (på nær et par mønter til kaffen), men det bipper hver gang jeg går igennem deres metaldetektor og bliver derfor kropsvisiteret. Det viser sig at være enten mine sko eller måske en skrue som jeg har i hoften. På med bælte og hue igen og mod min længe ventede samtale.

Da døren åbnes mod samtale rummet har jeg en time til at føre en dialog der på ingen måder må vedrøre den verserende sag. Den unge betjent der skal overvåge samtalen har højst sandsynlig denne tjans for første gang i sit liv.
Jeg ser min ven direkte i øjnene, ingen mismod at spore og dog, han ser lidt pjusket ud og er ikke helt hjemmevant. Et hurtigt kram og så lige et mere.
Vi finder os alle (tre) til rette i det lille lokale. jeg starter med at smide huen: ”Voila!” og samtalen er i gang.Vi kommer lidt omkring både hvad han laver og hvad der sker i mit liv, men hele tiden skal vi passe på referencer der kan fortælle/afsløre noget om sagen. Så man skal hele tiden konstruere sin samtale frem for at føre sit normale talesprog. Det betyder at mange dialoger stopper brat og et nyt emne tages op. Der er et par gode pauser, hvor vi begge sunder os og lige får fordøjet oplysninger samt tænke over næste emne – vi har kun en time.

Da vi har tæsket os igennem en fortænkt, struktureret og følelsesløs samtale bliver der sagt: ”Så er der 5 minutter”.
Vi får udvekslet de sidste ord og sagt pænt farvel, men jeg skal huske den astma medicin som jeg ikke havde med. På betjentens papir står der et par noter deriblandt navnet på min vens astma inhalator. Efter lidt chit-chat om hvis medicin det er forlader jeg samtale rummet og begiver mig mod udgangen. Betjenten forbliver skeptisk og er synligt irriteret over mig som person.
Gennem modtagelsen og ud i min virkelighed igen – mange tak.Det at skulle beherske sig selv og ikke overgive sig til sine følelser, når dette har sin berettigelse er en svær opgave. Det er på sin vis forståeligt nok vi ikke må snakke om sagen, men det alene gør at man hele tiden ”passer på” med hvad man siger og samtalen bliver en anelse anstrengt. Under normale omstændigheder ville vi ikke føre en samtale så stringent og overfladisk.

Til trods for dårlige oplevelser og filosofiske problemer er det altid godt at være i selskab med en man holder af.

Popularity: 53% [?]