Socya.net

electronic pirate - official blog

Mundlort blog 04

Posted by admin On January - 8 - 2010

Der opstår situationer, hvor man ikke er i kontrol, man har ikke de fornødne ressourcer til at styre det irrationelle ego. Kampen er tabt, men slaget begynder nu, det er her man hengiver sig til kaos og scenarier man ikke engang tør tænke.

Man prøver at kæmpe imod, men det er umuligt at sige fra eller til. Hvor kommer den erstatningsviden fra vi ikke kan tæmme? Skal man virkelig lave den samme billige form for selvransagelse hver evig eneste gang man træder forkert.

Det er pirrende, det er forbudt og spændende, men senere kommer råddenskab, angst og hadet, det fortærer sind såvel som hjerte.

Man har hverken tabt eller vundet, blot mistet evnen til at foretrække tilgivelse frem for at glemme.
Moral og etik i en mørk gyde, kun med det formål at, få dig til at tvivle – igen.

Jeg er mest til at tilgive frem for at glemme.
Glemmer altid at tilgive… Jeg tilgiver at glemme.
<autonom>Hvad er der nu galt med at bære nag?</autonom>

Mit Amager - mail 01

Posted by admin On December - 2 - 2009

Hej mor

Nu er jeg endelig kommet på plads her på Amager, det er meget fint også selvom jeg ikke kender så mange herovre endnu.
Mødte en der kaldte sig centerrotten den anden dag, han er lidt underlig, men meget flink og har taget rigtig godt imod mig. Nogen gange mødes vi nede i Amager Centret – han er dernede hver dag, for han kender nemlig mange mennesker.

Jeg tror de er rige de unge mennesker herovre, de har i hvert fald nogle store sølvkæder og store biler, de ser også lidt farlige ud, så jeg tør ikke snakke med dem. De er lidt ligesom nogen jeg kender fra Assens.

Har ikke set så meget af øen endnu, som de også kalder lorte øen, fordi det altid har været et sted hvor man kunne smide sit affald hen. Det er vist en gammel historie.

Går tit i Aldi fordi det er billigt og nemt, man kan få en masse sjove ting ligesom da vi tog på tysklandstur da jeg var barn. De har også åbent om søndagen.

Bor på Amagerbrogade tæt på det hele, der er hele tiden busser og politi lyde, så der sker en masse hele tiden og de kører stærkt i bilerne også.

Jeg kommer ikke ud så ofte, der er mange værtshuse, men dem fra Sundholm siger det er for de fine og rige. Og jeg er jo ikke særlig fin eller rig. Der er også Amagerbio, der spiller de fed musik og har nogle dance parties en gang imellem, men der har jeg heller ikke været endnu.

Nu vil jeg til at slutte, men jeg skriver snart igen.

Venlig hilsen

Lars

PS. Jeg blev fyret fra mit arbejde den anden dag og hils far.

Mundlort blog 03

Posted by admin On November - 16 - 2009

I begyndelsen skete der ingenting og i slutningen skete der absolut ingenting. Affødt af at man hælder sin egen personlige overbevisning ud over den man tror man har kær, eller man konstant former ”sin elskedes” holdninger i hovedet ud fra hvad man synes passer bedst til en selv.

Begæret bliver til en tom og defineret egenskab, der igen forvandles til en intetsigende situation, som tydeligt bærer præg af at lysten ikke er til stede.

Man prøver (u)bevidst at skabe tillid til den man holder af, men på hvilket grundlag og hvorfor? Bliver det hele ikke bare fortænkt uden at skabe en følelse af velvære – for begge parter – og mister man ikke sin integritet når det at kæmpe for kærligheden bliver et regnestykke?

Tal sammen og gør mere for hinanden.

Mundlort blog 02

Posted by admin On October - 26 - 2009

Ligger i min seng og forsvarer mine usle tanker, der er så meget jeg burde fortryde i mit liv, men hvorfor ødelægge egoet blot for at få det værre?
En lind strøm af dårlighed vælter nuet og selvværdet mindskes i takt med at livet rinder ud.
Må gøre mig fri fra denne tortur, den smerte det forvolder gør ingen gavn – jeg siger intet og bliver ej klogere.

Min kemiske struktur blendes med fantasi og et lille skvæt overtro. Dejligt, men desværre ikke den virkelighed som jeg befinder mig i.

Af disse tanker fødes et litterært unikum som bedst kan beskrives som Mundlort.
Denne blog-føljeton skal afsløre tankerne og idéen bag Mundlort, det sande individ skal blottes, udstilles og efterlades.

I mine tanker forvrænges virkeligheden, jeg føler mig så alene, så tåbelig og misforstået. Man kunne kalde det ensomhed, men det minder nok mest om selvmedlidenhed.

Individet trænger sig på og bliver alligevel glemt i mængden.

Mundlort blog 01

Posted by admin On September - 17 - 2009

Mine damer og herrer, livet kan blive værre og værre.
I min higen efter ubetinget succes med mine projekter, så har jeg valgt at offentliggøre mit næste skrevne stunt der hedder Mundlort.

Jeg vil så vidt som muligt komme med dumsmarte blogs der beskriver dette historiske værk og lur mig om der ikke bliver løsladt en aforisme i ny og næ.

Hvorfor skal i belemres med totalt ligegyldige gadedrengs citater som intet har på sig, ud over det faktum at det består af ord der rent faktisk kan læses og i sidste ende måske give noget der minder om en mening – men hvad ved jeg?

I dag svarer folk på spørgsmål bare for at give et svar. Hvad er der sket med at reflektere over spørgsmålet og have svaret som 2. prioritet? I dag tager man det for givet at man har svar på alt.

Mundlort er et ubetydeligt værk der består af aforismer og andet crap.
De tåbelige sætninger fra min hånd er baseret på ting jeg hører eller oplever i den verden hvor jeg befinder mig.

 

Mine tanker forbyder mig at sige sandheden.