Socya.net

Kommunalvalg 09 blev dækket suverænt af DR, det var som om alt var planlagt og forberedt ned til mindste detalje til trods for det var meget live. Studiet, værterne og ikke mindst deres research og analyser var perfekte, det gjorde kommunalvalg 09 spændende!

Til at starte med var jeg en anelse skeptisk mht. de 2 værter og en storskærm der var iklædt noget kedeligt “pap”, men det skulle lynhurtigt vise sig at jeg tog fejl.

Værternes ping-pong og den imponerende multi-touch storskærm var skræmmende godt, der opstod selvfølgelig lidt “tom snak”, men selv en garvet seer som jeg har brug for en pause en gang imellem.
De informationer og det flow de kom i via deres storskærm var virkelig cool, og til trods for at der blev trykket forkert et par gange, så var det langt mere dynamisk og spændende end det grønne skilt på TV2.

Udover den imponerende multi-touch storskærm og de to værter, så var der en journalist der virkelig gjorde et godt job - Abdel Aziz Mahmoud - som gang på gang serverede friske og festlige rapporter fra Karrierebar (København), ordet folkefest i forbindelse med valg havde han forstået. Ham vil vi gerne se noget mere på skærmen.

Kedeligt valg gjort spændende af kompetente folk på DR – mange tak!

I mange år har jeg været indædt modstander af demokratiets udvikling, som i min verden simpelthen ikke kan følge med tiden, det teknologiske fremskridt og menneskets udvikling.

Min politiske overbevisning bygger på gensidig accept af at vi er forskellige mennesker og vil i første omgang syntes at være langt ude på venstrefløjen. Men, jeg tilhører ikke nogen fløj og kan ofte ikke se det rationelle/fornuftige i politik fra pladder-humanister.

I forbindelse med kommunalvalg 09 har jeg endnu en gang måtte sande at, politik  ikke har den samme gennemslagskraft som multinationale corporations eller de gængse medier.

I min daglige gang på Vesterbro så jeg en noget anderledes valgplakat, som gav mig et smil på læben: Stop kirkeklokker! Fuck jeres frelse – vi har tømmermænd. Den næste plakat fra det noget underlige og meget selvmodsigende parti – Nihilistisk Folkeparti – gjorde min indre rebel glad: Psykedeliske farver i Metroen – Stop den grå hjernevask!

Jeg så mig nødsaget til at finde ud af mere omkring disse forrykte men sande statements (i hvert fald i min verden).

Nihilistisk Folkeparti (NFP) er ikke det ”normale” parti med en klar politisk holdning, deres holdninger har intet med traditioner at gøre (tværtimod).

Ideologi:
Ingen virkelighed
Intet fremskridt
Ingen velfærd
Ingen værdier
Ingenting

Hvis du ikke ved hvad du skal stemme eller har mistet din interesse for politik (ligesom jeg), så findes der et alternativ: Nihilistisk Folkeparti.

Læs mere her:
www.nihilistisk-folkeparti.dk

I dagens Danmark har vi det alle godt. Til trods for den igangværende finanskrise.
Ingen blodig guerilla der i tide og utide gør livet usikkert, bomber der springer hører nytårsaften til og demokratiet lever i bedste velgående(eller gør det?) – kunne vi ønske os mere?Men til trods for den pæne villa, de dyre biler og et velanset velfærdssystem, så ”hænger” vi stadig på de glemte børn.

De glemte børn er en broget flok af mennesker der ikke kan eller vil indordne sig i samfundet, leve efter dets skrevne eller uskrevne regler for den sags skyld.
De findes overalt, det kunne være din nabo eller måske en du har kær, det behøver ikke være synligt i form af hjemløse, junkier og alkoholikere. Det er dem de andre ikke vil lege med.De glemte børn er også dem der gemmer deres følelser af vejen for at virke normal, dem der fornægter hvem de er og dem der med tiden mister overblikket over deres liv.
Ofte ender de på gaden, på kant med loven eller foretager drastiske handlinger der gør andre mennesker og ikke mindst sig selv ondt.

Nederst i hierarkiet bliver de udsat for at skulle foretage handlinger, træffe de rigtige beslutninger og stå til ansvar for dette. Men, hvis man har ramt bunden kan man så overskue ovenstående eller forstå det?
Hvis man ikke har styr på sit liv og alt ramler sammen, så kan man søge hjælp hos det offentlige, men det kræver man kan læse, skaffe de nødvendige papirer og formulere sig korrekt.
Den fornødne hjælp og støtte er vigtig, det ved vi alle, men hvorfor kan vi ikke hjælpe disse ”fortabte sjæle”?

Vi ”almindelige” mennesker kunne starte med at vise lidt respekt og have pli nok til at acceptere der er ting vi ikke forstår eller ikke ønsker at forstå. Vi er blot mennesker – men stadig forskellige.

De glemte børn udvikler ofte deres egen teser om livet og vi kalder efterfølgende dem de utilpassede.
Deres problemer er uoverskuelige og deres bekymringer er udefinerbare, de kan ikke sættes i bås og løsningen er ikke altid lige til. Der skal defineres et problem før der kan findes en løsning.

Er det ikke bare folk med psykiske problemer eller en depression som politikerne har overset.
Hvorfor skal vi som mennesker blande os i andres liv, systemet burde jo netop være bygget for at aflaste disse ”problemer”.
Det kræver blot et lille smil, en enkelt 2 krone eller bare accept af at de ikke er som dig.

Hvor bliver de af? Hvem husker dem?

Uanset hvor dårligt du har det, så er der altid nogen der har det værre. Ikke at det er positivt i sig selv, men det kan måske løsne lidt op for det hele og give lidt mere overskud i hverdagen? Så du kan hjælpe andre.

Filosofiske floskler til folket…

Min færden bringer mig vidt omkring og en gang imellem støder man på dårlige oplevelser.
Skæbnen (hvis man tror på den) ville at en god ven skulle forbi Vestre fængsel, ikke af egen fri vilje, men fordi han har forbrudt sig mod loven.

Som ”wannabe” Københavner finder jeg lidt sent ud af at Vestre fængsel ligger på det ydre Vesterbro lige på grænsen til Sydhavnen. Jeg er spændt på hvad der skal ske og hvordan det hele kommer til at foregå. Samtalen bliver overvåget, da sagen endnu ikke er afsluttet, dette skulle vise sig at være en af de mere ubehagelige oplevelser.

Efter lidt hjælp fra en ældre borger finder jeg vej til Vestre fængsel og fra porten får jeg tumlet mig videre i systemet og ender til sidst det rigtige sted – en halv time for tidligt.

Med mine ”social engineering” skills får jeg dem overbevist om at jeg sagtens kan besøge ham nu, hvis han har tid og lyst? Det var ok og jeg snuppede ekstra chokolade med fra modtagelsen.
Inde i visitationsrummet lægger jeg alle ejendele i min jakke (på nær et par mønter til kaffen), men det bipper hver gang jeg går igennem deres metaldetektor og bliver derfor kropsvisiteret. Det viser sig at være enten mine sko eller måske en skrue som jeg har i hoften. På med bælte og hue igen og mod min længe ventede samtale.

Da døren åbnes mod samtale rummet har jeg en time til at føre en dialog der på ingen måder må vedrøre den verserende sag. Den unge betjent der skal overvåge samtalen har højst sandsynlig denne tjans for første gang i sit liv.
Jeg ser min ven direkte i øjnene, ingen mismod at spore og dog, han ser lidt pjusket ud og er ikke helt hjemmevant. Et hurtigt kram og så lige et mere.
Vi finder os alle (tre) til rette i det lille lokale. jeg starter med at smide huen: ”Voila!” og samtalen er i gang.Vi kommer lidt omkring både hvad han laver og hvad der sker i mit liv, men hele tiden skal vi passe på referencer der kan fortælle/afsløre noget om sagen. Så man skal hele tiden konstruere sin samtale frem for at føre sit normale talesprog. Det betyder at mange dialoger stopper brat og et nyt emne tages op. Der er et par gode pauser, hvor vi begge sunder os og lige får fordøjet oplysninger samt tænke over næste emne – vi har kun en time.

Da vi har tæsket os igennem en fortænkt, struktureret og følelsesløs samtale bliver der sagt: ”Så er der 5 minutter”.
Vi får udvekslet de sidste ord og sagt pænt farvel, men jeg skal huske den astma medicin som jeg ikke havde med. På betjentens papir står der et par noter deriblandt navnet på min vens astma inhalator. Efter lidt chit-chat om hvis medicin det er forlader jeg samtale rummet og begiver mig mod udgangen. Betjenten forbliver skeptisk og er synligt irriteret over mig som person.
Gennem modtagelsen og ud i min virkelighed igen – mange tak.Det at skulle beherske sig selv og ikke overgive sig til sine følelser, når dette har sin berettigelse er en svær opgave. Det er på sin vis forståeligt nok vi ikke må snakke om sagen, men det alene gør at man hele tiden ”passer på” med hvad man siger og samtalen bliver en anelse anstrengt. Under normale omstændigheder ville vi ikke føre en samtale så stringent og overfladisk.

Til trods for dårlige oplevelser og filosofiske problemer er det altid godt at være i selskab med en man holder af.