Min færden bringer mig vidt omkring og en gang imellem støder man på dårlige oplevelser.
Skæbnen (hvis man tror på den) ville at en god ven skulle forbi Vestre fængsel, ikke af egen fri vilje, men fordi han har forbrudt sig mod loven.
Som ”wannabe” Københavner finder jeg lidt sent ud af at Vestre fængsel ligger på det ydre Vesterbro lige på grænsen til Sydhavnen. Jeg er spændt på hvad der skal ske og hvordan det hele kommer til at foregå. Samtalen bliver overvåget, da sagen endnu ikke er afsluttet, dette skulle vise sig at være en af de mere ubehagelige oplevelser.
Efter lidt hjælp fra en ældre borger finder jeg vej til Vestre fængsel og fra porten får jeg tumlet mig videre i systemet og ender til sidst det rigtige sted – en halv time for tidligt.
Med mine ”social engineering” skills får jeg dem overbevist om at jeg sagtens kan besøge ham nu, hvis han har tid og lyst? Det var ok og jeg snuppede ekstra chokolade med fra modtagelsen.
Inde i visitationsrummet lægger jeg alle ejendele i min jakke (på nær et par mønter til kaffen), men det bipper hver gang jeg går igennem deres metaldetektor og bliver derfor kropsvisiteret. Det viser sig at være enten mine sko eller måske en skrue som jeg har i hoften. På med bælte og hue igen og mod min længe ventede samtale.
Da døren åbnes mod samtale rummet har jeg en time til at føre en dialog der på ingen måder må vedrøre den verserende sag. Den unge betjent der skal overvåge samtalen har højst sandsynlig denne tjans for første gang i sit liv.
Jeg ser min ven direkte i øjnene, ingen mismod at spore og dog, han ser lidt pjusket ud og er ikke helt hjemmevant. Et hurtigt kram og så lige et mere.
Vi finder os alle (tre) til rette i det lille lokale. jeg starter med at smide huen: ”Voila!” og samtalen er i gang.Vi kommer lidt omkring både hvad han laver og hvad der sker i mit liv, men hele tiden skal vi passe på referencer der kan fortælle/afsløre noget om sagen. Så man skal hele tiden konstruere sin samtale frem for at føre sit normale talesprog. Det betyder at mange dialoger stopper brat og et nyt emne tages op. Der er et par gode pauser, hvor vi begge sunder os og lige får fordøjet oplysninger samt tænke over næste emne – vi har kun en time.
Da vi har tæsket os igennem en fortænkt, struktureret og følelsesløs samtale bliver der sagt: ”Så er der 5 minutter”.
Vi får udvekslet de sidste ord og sagt pænt farvel, men jeg skal huske den astma medicin som jeg ikke havde med. På betjentens papir står der et par noter deriblandt navnet på min vens astma inhalator. Efter lidt chit-chat om hvis medicin det er forlader jeg samtale rummet og begiver mig mod udgangen. Betjenten forbliver skeptisk og er synligt irriteret over mig som person.
Gennem modtagelsen og ud i min virkelighed igen – mange tak.Det at skulle beherske sig selv og ikke overgive sig til sine følelser, når dette har sin berettigelse er en svær opgave. Det er på sin vis forståeligt nok vi ikke må snakke om sagen, men det alene gør at man hele tiden ”passer på” med hvad man siger og samtalen bliver en anelse anstrengt. Under normale omstændigheder ville vi ikke føre en samtale så stringent og overfladisk.
Til trods for dårlige oplevelser og filosofiske problemer er det altid godt at være i selskab med en man holder af.
