I begyndelsen skete der ingenting og i slutningen skete der absolut ingenting. Affødt af at man hælder sin egen personlige overbevisning ud over den man tror man har kær, eller man konstant former ”sin elskedes” holdninger i hovedet ud fra hvad man synes passer bedst til en selv.
Begæret bliver til en tom og defineret egenskab, der igen forvandles til en intetsigende situation, som tydeligt bærer præg af at lysten ikke er til stede.
Man prøver (u)bevidst at skabe tillid til den man holder af, men på hvilket grundlag og hvorfor? Bliver det hele ikke bare fortænkt uden at skabe en følelse af velvære – for begge parter – og mister man ikke sin integritet når det at kæmpe for kærligheden bliver et regnestykke?



